"Ulf," siger hun stille. "Hvad er det her?"
Han svarer ikke. Og det er svar nok.
Ulf er ikke sin hammers mand i dette øjeblik. Han er en gammel mand der har lavet en aftale han ikke er glad for, og som øjnene på ham afslører præcis det øjeblik Astrid kigger rigtigt.
De fire mænd bevæger sig frem.
Astrid gør det eneste fornuftige: hun løber. Ikke væk fra dem — ind imellem dem, der hvor de ikke kan bruge spydene uden at ramme hinanden. Hun er lille og hurtig og kender urter men hun kender også bevægelse, og bevægelse er bare en anden slags viden om, hvad ting gør.
Hun bryder igennem og er i skoven inden de reagerer.
Bag hende hører hun Ulf råbe hendes navn. Det lyder som undskyldning.
Hun løber videre.