Astrid ved det.
Hun har siddet ved den siden hun var tre vintre gammel og lærte, at røgmen har form, hvis man squinter øjnene det rigtige sted. Hendes mor lærte hende det. Hendes mor, som døde af feber det år Astrid fyldte syv. Hendes far, som faldt i slag mod de vestlige klaner det år Astrid fyldte ni.
Det er det, de siger. Det er det, hun har troet.
Men i aften er der en gammel kælling ved ilden som Astrid aldrig har set før. Hun har ingen pose, ingen stav, ingen tegn på, hvor hun kommer fra. Hun sidder og stirrer ind i flammerne som om hun ejer dem.
Og hun siger, uden at vende sig:
"Din far lever, Astrid Ormsdóttir. Han husker bare ikke sit eget navn."
Ilden slår en tunge op mod loftet. Røgen former sig til et ansigt — et fremmed ansigt, og alligevel kender Astrid det et sted bag brystbenet, det sted hvor man kender ting man aldrig har lært.