Så stopper hun og lytter. Ingenting bag hende. De opgav enten hurtigt, eller de kender skoven bedre end hun tror og venter et andet sted.
Hun klatrer op i en fyr og sidder der til mørket er helt. Da hun klatrer ned igen, er hun rolig på den måde man bliver rolig når man ikke har andre valg.
Hun ved tre ting nu: Ulf arbejder for nogen der ikke vil have hende til at finde sin far. Den nogen har ressourcer nok til at sende fire mænd. Og hendes far er nord for Isfjorden.
Det er nok.
Hun orienterer sig efter stjernerne — den store bjørn, og pilen fra dens hale mod nordstjernen — og begynder at gå. Skoven er mørk og tæt men hun er vant til det. Urterne er anderledes her, mere bitre, mere nordlige. Hun lærer dem undervejs.
The story pauses here…