"Jeg er ingen, der har et navn du behøver," siger hun. "Jeg er en der har set din far ligge i sne og ikke rejse sig som en død mand rejser sig. Han rejste sig som en levende mand der ikke ved, han er levende. Det er det farligste der findes."
Hun rækker Astrid noget over ilden. En lille bundtet af urter viklet i birkebark — sølvtidselen, som ikke gror her. Den morke nælde. Og noget tredje, som Astrid ikke kender, med blade som øjenlåg.
"Det tredje er søvnbryder," siger kællingen. "Lav en drik. Giv ham den, når du finder ham. Men hør her, pige." Hun griber Astrids håndled, og grebet er stærkt som reb. "Han er ikke alene deroppe. Der er noget med ham. Noget der holdt ham i live fordi det fandt ham nyttigt."
Hun slipper. Og da Astrid blinker, er hun væk.
Kun urterne er tilbage i Astrids hånd.