Hun er vokset op med at lære, hvad planter gør. Urterne lyver ikke. Ilden lyver ikke, hvis man kender dens sprog. Gamle kvinder med grå øjne ved ildene i fremmede langhuse — dem har hun lært at være varsom med.
Men ordene sidder fast som torne.
*Han husker bare ikke sit eget navn.*
Hun går ud i natten. Luften er kold og lugter af fyr og jord efter regn. Stjernerne er skarpe. Hun finder den store bjørn og sætter sig på en sten ved skovkanten og tænker.
Hendes far hed Orm Haraldsøn. Han var ikke en stor mand men han var en god en. Det husker hun. Hans hænder. Den måde han lo på et sekund efter alle andre.
Skoven foran hende er mørk. Men der er et lys derinde — ikke et bål, ikke en måne. Noget der pulserer som et hjerte med lys i stedet for blod.
Skoven taler, hvis man ved, hvordan man lytter. Astrid ved det.
What happens next?
1 Gå ind i skoven mod lyset