Gretel bliver stående midt på stien og lytter. Et øjeblik siden var Hans to skridt foran hende — hun kunne høre hans fodtrin knase i det tørre løv, høre ham nynne den dumme sang han altid nynner når han er nervøs. Nu er der ingenting.
"Hans?"
Hendes stemme sluges af træerne. De står tæt her, tættere end hun husker fra morgen, da de satte ud. Stammerne er grå og ru og lugter af fugt og noget andet — noget sødt og forkert, som brændt sukker og råddent træ på én gang.
Hun kigger ned. Stien er der stadig. Men den deler sig nu i tre, og hun er sikker på, at den ikke gjorde det før.
Langt oppe i trætoppene, hvor lyset er gulgrønt og dunkelt, sidder en krage og ser ned på hende. Den vender hovedet skævt. Den ligner en der ved noget.
Gretel knytter hænderne om kurven med brødet og tænker.