Gretel følger den.
Der er ingen sti her, men skovbunden er åben og blød under fødderne. Kragen lander, venter, letter igen. Den fører hende udenom en stor sten dækket af mos, hen over en bæk så smal man kan hoppe over den, og op ad en lille bakke.
Fra toppen af bakken kan hun se ned i en lavning.
I lavningen er der et hus.
Det er ikke et stort hus. Det er ikke et smukt hus. Væggene er mørke af fugt og taget hænger skævt, og ud af skorstenen stiger en tyk, lysegul røg der lugter af — ja, af brændt sukker og råddent træ.
Kragen sætter sig på taget og ser på hende.
Gretel trækker vejret langsomt.
Vinduet i huset er mørkt. Men der er noget i det — en skygge der bevæger sig.
The story pauses here…