Gretel følger dem.
Stien slynger sig mellem de gamle træer, og jo længere hun går, jo mere er hun sikker på at sporene er Hans'. Den inderste kant af venstre hæl er altid lidt dybere, fordi han halter let på det ben han brækkede som lille. Hun kender den stak.
Men så stopper sporene.
Midt på stien, uden forklaring. Som om han er løftet op fra jorden.
Foran hende, to skridt fremme, hænger noget i en gren: en lille klud, riflet af, fra en brun jakke. Hans' jakke.
Og fra et sted til venstre for stien — dybt inde mellem træerne hvor der ikke er nogen sti — hører hun en svag lyd.
Det lyder som nogen der nynner.
The story pauses here…