"Hvem er du?" siger han.
"En der kendte den rigtige urt," siger Astrid.
Han forsøger at sidde op og klarer det halvvejs. "Hvor er jeg henne?"
"Midt i et sted du ikke burde sove i."
Han ser på hende et langt øjeblik. Han er ikke dum, mærker hun — det er feberen der har gjort ham hjælpeløs, ikke noget andet. "Jeg skylder dig noget," siger han.
"Du ved hvad der er nord for Isfjorden," siger hun. "Det er nok."
Han er stille. Så siger han: "Ravneklanen. Ja. Jeg kom fra dem for en uge siden. Der er en mand hos dem som de kalder Bjørn, selvom det ikke er hans rigtige navn. Alle kan mærke det. Han sidder ved deres ild som en gæst der er glemt af sig selv." Han sætter sig helt op. "Jeg kan vise dig vejen."