Den tredje dag viser han hende dalen.
Den er smal og mørk selv om dagen — høje klippevægge på begge sider, en bæk i bunden, og fuglene tier her på en måde der er anderledes end normal stilhed.
"Ravneklanen har vætter," siger Erik stille. "Det er det du mærker. De holder dem i en pagt. Det er derfor dalen er mørk."
"Min far er her."
"Ja." Han ser på hende. "Jeg kan ikke gå med ind, Astrid. De kender mit ansigt. Hvis de ser mig er det krig." Han lægger sin hånd på hendes skulder et øjeblik. "Men du er Ormsdóttir. Orm er en af dem, om end han ikke husker det. De kan ikke nægte dig adgang til din egen far."
Astrid justerer kurven på skulderen.
"Det giver kun mening, hvis de overholder regler," siger hun.
"Ja," siger Erik. "Lad os håbe de gør."
The story pauses here…