"Hvil dig en dag mere," siger hun om morgenen.
"Jeg skylder dig —"
"Du har fortalt mig, hvad jeg skulle vide. Det er nok."
Hun er gået inden han kan protestere.
Alene igen. Men nordpå nu, og med en retning der er solid under fødderne. Ravneklanen. En dal der ikke er på nogen kortlæggers tegning. En mand der kalder sig Bjørn.
Vejret skifter den dag — koldt og med sne der truer i skyerne men ikke falder. Astrid samler urter undervejs: hun finder noget hun ikke har set før, et lavt kryber med sølvblade, og hun tager en prøve med sig til at studere senere.
Senere, når faderen er fundet. Når der er et *efter* at lægge ting ind i.
The story pauses here…