Det er et snævert vindue: seks minutter, to gange om natten.
Astrid bruger det første vindue til at komme ned til bolværket. Det andet til at komme om bord.
Skibet er mørkt og det lugter af tjære og salt og noget andet, sødere — noget der ikke hører til om bord. Hun finder det i lasten: en kasse, aflåst, med runer på siden hun ikke kan læse alle af. Men to af dem kender hun: den der betyder *bundet* og den der betyder *mand*.
Der er nogen i kassen.
Hun lytter. En vejrtrækning. Svag men regelmæssig.
Og da hun lægger hånden på kassens side, mærker hun noget under huden på håndfladen — ikke varme, ikke kulde. Noget der ligner genkendelse.