Astrid og Asken

Låsen er jern og gammel og Astrid har ikke en nøgle. Men hun har en kniv og tålmodighed og viden om, at de fleste låse er svagere end de ser ud.

Det tager tolv minutter. Så går låsen op.

Inde i kassen er en mand.

Han er gammel — ældre end hendes far ville være. Hvidskægget, magert. Hans øjne åbner sig da lyset rammer dem, og de er ikke gale eller fraværende, som hun frygtede. De er skarpe og trætte på én gang.

"Du er ikke dem," siger han på et mål hun kun halvt forstår.

"Nej," siger hun.

"Hvem er du?"

"Astrid Ormsdóttir. Jeg leder efter min far."

Han sætter sig langsomt op. "Orm Haraldsøn," siger han. Det er ikke et spørgsmål. "Jeg kender det navn. Han er nord for Isfjorden. Hos Ravneklanen." Han ser på hende. "Og jeg ved, hvad der holder ham der. Fordi det samme holdt mig her."