Det er det første mirakel. Isen er tynd — den lavede om morgenen, det kan hun høre — men den bærer hende som om den har besluttet det. Ravnen sidder stille og ser på.
Manden kigger op da hun er halvvejs over.
Hans øjne er brune. Hendes far havde brune øjne. Det ved hun fra det ene lille stykke erindring hun har: hans ansigt set nedefra, da hun var meget lille, med solen bag ham.
Han ser ikke farlig ud. Han ser forladt ud på den måde som et hus ser forladt ud når alle der boede i det er rejst.
"Hvem er du?" siger han. Hans stemme er dyb og rolig.
"Astrid," siger hun. "Orm Haraldsøns datter."
Hans ansigt gør ingenting. Navnet Orm betyder ham intet.
Men hænderne — han ser ned på sine hænder, som om de husker noget hans hoved ikke kan nå. Som om kroppen gemmer det, ordene har glemt.