De går nordpå.
De første to dage er stille og gode. Ulf kender skovene her og han fortæller om Astrids far undervejs — ikke store historier, bare små. Den måde Orm altid sagde godmorgen til hestene. Den tid han gik ind i en stormende sø for at redde en druknet mands hund og kom hjem med hunden og en forkølelse der varede en måned.
Astrid suger det til sig. Det er mad af en slags hun ikke vidste hun sultede efter.
Den tredje dag ændrer skoven sig. Træerne bliver tættere. Der er ingen fugle.
Og da de runder en klippekant, er der fire mænd med spyd der venter.
De er ikke Ravneklanen. De er noget andet. Og de kigger på Ulf som om de kender ham.