Men hun går mod det alligevel, fordi hendes ben besluttede det inden hendes hoved nåede at protestere.
Skoven lukker sig om hende. Birkene er hvide i mørket. Et sted skriger en ugle. Lyset er blåhvidt og det flyder langs skovbunden som vand der ikke er der.
Hun følger det i måske en halv times gang.
Og så er der en lysning.
Og i lysningen er der en sten, og på stenen sidder en mand med ryggen til hende. Han er gammel på den måde som kun guder og de ældste træer er gamle — ikke gebrækkelig, bare *gammel*, som om han har besluttet sig for det. Han har en hat med bremmen trukket ned, og en kappe der er for slidt til at tilhøre nogen med magt og alligevel udviser mere magt end noget Astrid har set.
Han vender sig ikke om.
"Astrid Ormsdóttir," siger han. "Du ligner din mor mere end din far. Det er synd for dig, for din mor var den klogeste."