Hun er ikke dum. Hun er vokset op med urter og hun ved, at det der lokker insekter ind er ikke altid godt for insekterne.
Hun vender ryggen til lyset og fortsætter langs stien.
Lyset følger hende ikke.
Stien fører hende ud af skoven ved daggry, ud på et åbent heidemoor med lyng til knæene og en vej der skærer igennem det mod horisonten. En dagsrejse fremme ser hun røg. Et bål eller et ildsted, for meget til at være en enkelt mand.
Hun finder det ved middagstid: en lille lejr. Et telt af skind, en hest, og ved ilden en kriger der sover med sværdet i hånden og et sår på sin venstre arm der trænger til at blive set efter.
Han er stor og ung og bevidstløs af feber.
Astrid sætter sin kurv. Det er et simpelt regnestykke: hun kan gå forbi, eller hun kan hjælpe. Hun er urtekone. Ikke af valg, egentlig — det er bare det hun er.
Hun begynder at lede efter rødbladet syre i lyngen.
What happens next?
1 Helbred den febersyge kriger