Hun lægger det på tungen et øjeblik — bittert og metallisk, som vand fra et jernnært bjerg. Det er ikke giftigt. Det er stærkt. Noget der åbner det der er lukket.
Om morgenen pakker hun: urtekurven, hendes mors kniv med benbånd om skaftet, et stykke tørret kød, et klæde. Hun tager ikke meget. Man bevæger sig hurtigere med lidt.
Ved langhuset dør sidder en ravn. Sort som kul, med et øje der glitrer som sølv i sol. Det er ikke klanens ravn — dem kender hun alle. Denne er fremmed.
Den flyver op, lander igen, flyver og lander. Mod nord.
Odin sender ravne, siger de gamle. Hugin og Munin, tanke og erindring. Astrid tror ikke blindt på det. Men hun ved, at ravne ved, hvor der er liv, og at de sommetider vil folk noget.
Vejen splitter sig foran hende: ravnen trækker mod nord, men den sydlige kyststi er den hun kender.