Astrid og Asken

Kysten er hård og smuk og fuld af vind. Astrid kender den ikke godt men hun kender den bedre end de indre veje mod nord, og der er noget ved at have havet til sin ene side der gør, at man ikke kan gå i den gale retning.

Hun går i to dage.

Den anden dag finder hun havnen.

Det er ikke en stor havn men en travl en — tre langskibe ved bolværket, et halvt dusin fiskerbåde, røg fra smedjer og bageovne. Folk der råber og trækker reb. En mand med en fugl på skulderen der sælger noget fra en kasse.

Men der er noget galt ved havnen. Astrid mærker det inden hun ser det: folk der bevæger sig for stille. Øjne der ikke møder andre øjne. Vagter ved indgangen til den største bygning med spyd de holder for tæt på kroppen.

En gammel fisker ser hende og rysker meget let på hovedet. En advarsel. Om hvad, ved hun ikke endnu.

Havnen tilhører nogen. Og den nogen er ikke venlig.