De leder hende ind i dalen.
Orm sidder ved ilden. Han er ældre end hun husker — selvfølgelig er han det — men han sidder på den måde hun husker, lidt foroverbøjet, med hænderne om et bæger. Den måde han altid sad.
Hun sætter sig overfor ham.
Han ser op.
"Jeg er Astrid," siger hun. "Din datter."
Han ser på hende et langt øjeblik. Og så sker der noget hun ikke forventede: han siger, roligt og sikkert: "Jeg ved det. Jeg har vidst det siden du kom ind i dalen." Han sætter bægeret. "Jeg glemte alt andet. Men dit ansigt har jeg aldrig glemt. Det gik ikke. Tror jeg de prøvede."
Kællingens ord: *Han husker bare ikke sit eget navn.*
Men han huskede hende.
Urten er stadig i kurven. Søvnbryderen. Hun laver den alligevel — langsomt, omhyggeligt, som en gave. Ikke fordi han har brug for den.
Men fordi hun har urter og tid og en far der sidder overfor hende og venter på at smage sin datters arbejde.
Det er nok for i dag.
✦ Slutning E: Det der ikke kan tages