Hun finder sin far ved Ravneklanens ild, nøjagtigt som Loki sagde. En mand der kalder sig Bjørn og ikke ved bedre. Han ser op på hende og hans øjne er tomme på den måde der ikke er farlig, bare fraværende, som en sø om natten.
Astrid lægger sin hånd mod hans pande.
Runen brænder. Ikke hende — det der holder ham.
Hun kan *mærke* det: noget der sidder klistret fast bag hans øjne, tæt og sødagtigt som harpiks. Vætternes arbejde. Det giver slip langsomt, uvilligt, med et lille lyd der kun hun hører — som når et segl brydes.
Han blinker. En gang, to gange.
Siger hendes navn.
Astrid Ormsdóttir er sin mors datter og hun er ikke vant til at noget går let. Men dette gik let, og hun er klog nok til at vide, at det ikke er gratis.
Prisen kommer om natten, da Loki sidder ved hendes drøm og smiler det gode ubehagelige smil.
"Nu skylder du mig noget," siger han.
"Hvad?"
"Et eventyr," siger han. "Når du er klar."
Det er ikke det svar hun ventede. Men det er et hun kan leve med.
✦ Slutning D: Lokis Pris