Astrid ser dem og siger ingenting. Hun er god til at sige ingenting på det rigtige tidspunkt.
"Sigrid," siger han til sidst. Det er det første ord.
"Ja," siger Astrid.
"Hun sang for ilden."
"Ja."
Han ser på Astrid med de brune øjne og der sker det, som Astrid ikke turde håbe på: genkendelsen. Den er langsom som is der tøer — ikke pludselig, ikke dramatisk. Bare en bevægelse fra fravær mod nærvær.
"Du er vokset op," siger han.
"Ti år er lang tid."
Han strækker hånden ud og rører ved hendes ansigt — pandebenets linje, kæbelinjen. Han læser hende med fingrene som en blind mand læser en tekst han kender.
"Jeg husker ikke alt," siger han.
"Det behøver du ikke," siger hun. "Vi har tid."
De sidder på isen mens den frosne sø langsomt begynder at tø igen, og ravnen løfter sig og flyver sydpå, og der er ingen drama i det — bare to mennesker der finder hinanden i et koldt landskab og beslutter sig for at blive.
✦ Slutning B: Det der ikke kan glemmes