"Det lugter af noget jeg ikke kan huske," siger han.
"Jeg ved det," siger Astrid.
Han drikker.
Ingenting sker i et stykke tid. Isen knaser under dem. Ravnen sidder stille på sin sten.
Og så begynder mandens vejrtrækning at ændre sig. Den bliver dybere. Hænderne, der har siddet roligt i skødet, slutter sig om ingenting — som om de holder noget der ikke er der.
Hans øjne lukker sig.
Da de åbner sig igen er de de samme brune øjne. Men der er noget i dem der ikke var der før — noget der ligner *indre rum*. Mange rum. Et helt liv af rum.
Han ser på hende.
Og han siger et navn.
Hendes navn. Og inden det sit eget.
Astrid sidder på isen og holder om sin mors kniv og gråder ikke, for hun er sin mors datter og hendes mor grådte aldrig — men øjnene brænder på en god måde, den slags brand der renser i stedet for at ødelægge.
Faderen rækker sin hånd ud.
Hun tager den.
✦ Slutning A: Hjemkomsten