Han sænker hånden. "Du er sikker?"
"Du giver aldrig noget uden at det koster mere end man regnede med. Det er det du er."
Han ser på hende et øjeblik. Så ler han — et ægte og overrasket grin. "Din mor sagde præcis det samme til mig engang. Godt." Han rejser sig og trækker kappen om sig. "Gå nordpå. Følg Isfjorden til den bøjer mod øst. Der er en dal der ikke er på nogen kortlægger. I den dal er der en sø, og ved søen er der en mand der ikke kender sit eget navn."
"Hvorfor fortæller du mig det, hvis du ikke hjælper?"
"Fordi det er sjovere at se folk klare sig selv," siger han. Og er væk.
Astrid er alene i lysningen. Men hun har en retning.
The story pauses here…