Det er ikke uhyggeligt. Det er stille på den gode måde. Fuglene er anderledes her — en slags grå skovfugl hun ikke kender, der synger en skala nedad i stedet for opad. Svampene er gode: kantareller sent på sæsonen, og en art hun noterer sig til at studere nærmere.
Den tredje dag ser hun Isfjorden.
Den er ikke frossen endnu men den er ved at beslutte sig. Overfladen er blank og stillere end vand normalt er, som om den holder vejret. På den nordlige bred: røg fra et langhus. To ravne i luften over det.
Ravneklanen.
Astrid sætter sig på en sten og ser på røgen og tænker på sin far, som ifølge kællingen sidder ved en fremmed ild og tror, han hedder Bjørn.
Hun tager kniven ud. Mærker benbåndets runer med tommelfingeren.
*Husk.*
Så rejser hun sig og går mod fjorden.
The story pauses here…