Ved daggry sætter hun sig ved en bæk og drikker og forsøger at tænke.
*Tre ting. En urt, et ord og et valg.*
Urten har hun. Valget er fremtid. Men ordet —
Hun sidder med sin mors kniv i hænderne. Kniven med benbånd om skaftet, de der lysegule ribbenstriber fra hvad hun altid troede var et ben fra et slagtedyr. Men de er skåret med en intention — hun kan mærke det nu, for hun er gammel nok til at kende forskel på tilfældig form og villet form.
Hun holder kniven op mod morgenlyset.
Runerne på benbåndet er meget små. Hun har aldrig haft øje for dem før, fordi hun vidste de var der, og det man ved, ser man ikke.
Der er et ord. Kun ét. Skåret af en kvindes hånd — hun kan se det på trykket, de vinkler en kvinde naturligt bruger.
Ordet er: *Husk*.
Hendes mor lagde det i hendes hånd inden hun døde. Gav hende kniven og vidste, at hun engang ville læse den.
The story pauses here…